Motorcar

WROOM WROOM

Brixen oktober - 26 - 2014

Jag-F-type

Lige siden Jaguar den 13. september 2011 hev dækkenet af prototypen C-X16 på Frankfurt motorshow, har alverdens motortosser, inklusiv os på Motorcar, hungret efter den færdige bil, F-Type Coupé. Denne signatur var blandt de første i verden til at få overrakt nøglerne til, ikke alene den hurtigste Jaguar til dato, men så sandelig også den smukkeste en forårsdag et sted i Spanien.

Få timer senere på aldeles fantastiske bjergveje i Aragon-regionen vest for Barcelona, kæmper de brede 20” Pirelli P-Zero 295/30 bagdæk en unfair kamp mod V8-bæstet på fem liter, der ligger i topudgaven F-Type R Coupé. Det er samme motor som i XKR-S, der bevæbnet med kompressor og 550 hk, ubesværet overfører tynde lag gummi til den spanske asfalt gennem hver eneste kurve. Min puls banker faretruende højt, mest af alt fordi chokket over hvor smuk F-Type Coupé er i virkeligheden endnu ikke helt har lagt sig. Det er svært at forklare, men det er som om billederne ikke formår at få hele skønheden ned på tryk. F-Type Coupé er som skudt ud af afgangsrøret på C-X16 og usædvanlig få detaljer er blevet sløjfet. Hvis Porsche 911 er Helena Christensen er F-Type Coupé en solbrun Helena Christensen i frækt lingeri!

Jag-F-type

Inde i kabinen er F-Type Coupé akkurat lige så lækker som Roadster-udgaven. Ventilationsdyserne sænkes ned i instrumentbordet når der ikke er brug for dem, startknappen er bronzefarvet og designet er lækker på den dér særlige nye Jaguar-facon. Du kan få F-Type Coupé med glastag som tilvalg, og det vil jeg klart anbefale for det ser rasende godt ud både inde og ude. Den smule ekstra vægt det medfører mærker du ikke i praksis, omend det er på det værst tænkelige sted fedtet sidder. Vigtigst er dog, at glastaget ikke ændrer på stivheden i karrosseriet. Apropos, så er coupé-udgaven utrolige 80 pct. stivere end den åbne F-Type, hvilket især skyldes at hele siden er lavet i eet kæmpe stykke koldpresset aluminium uden svejsninger eller samlinger – og desuden et særdeles kraftigt stykke aluminiumprofil, der går fra A-stolpen og hele vejen gennem C-stolpen.

Jag-F-type-interior_hvid

Måske er det derfor, at F-Type Coupe føles langt mere som en ægte sportsvogn end den åbne Roadster. Også styretøjet føles radikalt anderledes. Jaguar siger selv, at det er det hurtigste styretøj de nogensinde har proppet i en bil. Men det er både hurtigt, præcist og perfekt vægtet modsat Roadster, der havde en meget velvillig servo og derfor et alt for let styretøj til for alvor at finde læder-kørehanskerne frem. Uanset om jeg skærer en 180 grader hårnål eller en 180 km/t. kurve føles det himmelsk. Desuden er undervognen marginalt strammet op i forhold til Roadster. Helt præcist 4,3 pct. stivere foran og 3,7 pct bagtil. Det føles helt rigtigt og bliver på ingen måde for hårdkogt på bjergvejene, der trods god asfalt har nogle pludselige barske bumps, der truer med at transformere F-Type R Coupé til en særdeles hurtig flyvende kat – og i hvert fald giver kortvarig koldsved. Den adaptive undervogn, der justeres 500 gange i sekundet er naturligvis en medvirkende faktor til de gode køreegenskaber. Med køreprogramsvælgeren ændres hårdheden på dæmperne, udover styretøjets vægtning og speederrespons – men det vender vi tilbage til. Navianlægget, der i øvrigt virker upåklageligt, er nemlig indstillet med Motorland Aragon som destination. 5.344 meter udfordrende racerasfalt, hvor F-Type R Coupé for alvor kan hvæsse kløer.

Jag-F-type

Trafik er der ikke meget af på disse kanter så jeg giver bæstet lov at strække poter gennem en lang højrekurve med et spinkelt autoværn mellem asfalt og afgrund. De otte stempler banker afsted så man skulle tro, at der var fyldt nitro i tanken, og nålen på speedometeren stiger som en raket fra NASA. Selvom vinduet er rullet op kan jeg næsten fornemme at min sparsomme hårpragt pejer stik bagud. Accelerationen er vild og farten høj da jeg forude spotter en tunnel nærme sig. Traditionen tro bremser jeg ned, åbner begge vinduer og gearer ned, mens jeg trykker ”lyd-orgie”-knappen med afgangsrør-ikonet ned (jeg lyver lidt for den var naturligvis allerede trykket ned). Tunnellen er lang og helt øde. Idet mørket omfavner bilen gør jeg mit for at mase højre pedal ned gennem aluminiumsbunden. V8-bulderet sendes retur fra betonvæggene og direkte ind i kabinen hvor min hjerne på én gang kæmper med informationer fra trommehinderne vedrørende smerte, og impulser fra samtlige erogene zoner i kroppen om aldeles lykke. Lyset for enden af tunnellen kommer hurtigt mod mig og idet vi igen rammer dagslyset er hastigheden på den rigtige side af 200 km/t. Jeg slipper speederen og straks knalder det fra de fire afgangsrør som om kanonslag gik af i udstødningssystemet. Det er meget tænkeligt at nogle af flagermusene i tunnellen netop fik hjertestop!

Jag-F-type

Et par timer senere parkerer jeg den smukke hvide coupé ved Motorland Aragon. Det er umuligt ikke at træde et par skridt tilbage og bare stå og nyde synet selvom et langt program venter forude. Første stop er glatbanen for at teste Jaguar’s nye Torque Vectoring by Braking, et system vi også kender fra blandt andet Porsche. Det eliminerer understyring ved at bremse det inderste hjul, og på den måde hente fronten ind på rette spor. F-Type Coupé R har desuden et langt mere avanceret 2. generation E-Diff (elektronisk spærredifferentiale) end nogen anden Jaguar. Det kan gå fra helt åben til helt låst på bare 200 millisekunder. Kombinationen gør at F-Type R Coupé har et utrolig godt greb selv når du kører på våd asfalt. Understyring er der intet spor af og overstyrigen holdes i skak af elektronikken. Der findes heldigvis en knap der kan sætte den imponerende teknik skakmat.

Jag-F-type

Efter et par hurtige omgange på racerbanen er jeg lidt konfus. For at være ærlig havde jeg ikke forventet det store af den smukke Jaguar her på racerbanen. Men den er seriøs kapabel – også her! Med køreprogramvælgeren i Trackmode går både motor, gearkasse, styretøj og undervogn op i en næsten perfekt symbiose. F-Type R Coupé er ikke et skarpslebent tracktool som en Porsche 911 GT3, men den er tættere på end nogenside, og en Nordsløjfe-omgangstid på 7:39 vidner om at Jaguaren ikke er helt ueffen på bane. Nederst på denne side kan du se, og ikke mindst høre, hvordan F-Type Coupé R opleves inde fra kabinen når vi kører en omgang på Aragon banen. Bilen er ekstra-udstyret med keramiske bremser på 398/380 mm for/bag og 6-stemplede calipre forrest og 4-stemplede bagtil. Udover at spare 21 kg i uaffjedret vægt, gør de +250 km/t.-nedbremsninger for enden af den megalange langside mulig omgang efter omgang uden den mindste fading. Hvad bremserne koster? Åhh, knap 200.000 kr… ”Men så er de også kørt til på dyno”, fortæller ingeniøren glad.

Jag-F-type

Efter at have sundet mig på en kop mocca tager jeg igen R Coupé en tur ud på banen. Denne gang med en helt anden agenda. Selv med 550 hk og 680 Nm kan du roligt trykke pedalen i bund uden at risikere liv og helbred. Tractioncontrollen har tre indstillinger. Normal, Track og Off. Så længe du holder dig til de to første er der ingen fare på færde. Og selv i track-mode kan du sende bagenden let sidelæns ud af hurtige kurver uden indgriben fra teknikken så længe du vel at mærke styrer kontra. Men hold ESC-knappen nede i fem sekunder og F-Type Coupé forvandles straks til verdens smukkeste hooligan. Det er nu knap så farligt som det lyder, men naturligvis er det ikke noget du skal eksperimentere med på offentlig vej. Men her på Aragon-banen findes utallige steder som er skabt til at sende bæstet skråtlæns. De engelske fotografer jubler begejstret igen og igen mens jeg sender kaskader af hvid dækrøg ind over dem. Havde det været tyskere var jeg blevet sendt i skammekrogen for længst. Det er så let at selv en abe kunne balancere F-Type R Coupé sidelæns gennem de lange kurver ligeså elegant. Med 680 Nm behøver du bare at trykke på speederen, og det hurtige styretøj gør det nemt at fange kattedyret med kontrastyring. Balancen og Coupéens utrolige stivhed gør det til en endnu nemmere disciplin end i den åbne Roadster.
Se hvad fotograferne fik ud af besværet nedenfor!

Jeg må have fået røgforgiftning for jeg kan dårlig huske om mørket kom først eller gummiet slap op. Men da jeg kører fra banen i tusmørket på vej mod et sted at overnatte er det eneste jeg kan tænke: Hvordan får jeg fingre i en F-Type Coupé? 8-trins ZF sportautomatgearkassen bliver en følgesvend uanset hvilken motor du vælger, men for en gangs skyld har jeg ikke savnet en manuel pind en eneste gang, hverken på bane eller vej. Den perfekte cruiser i normal-mode, en genial kompagnon i sport-mode, som gør præcis det du selv vil gøre hvis du alligevel vælger manuel-mode ved at benytte metal-skiftepalerne bag rattet. Skal der ligge en V8 under hjelmen lyder prisen på 2.180.000 kr. Det nemmeste er nok at flytte til Sverige. Der koster F-Type R Coupé knap 830.000 kr.
Efter en dag med den smukke coupé er det svært at forstå hvorfor der skulle gå 50 år uden en ægte Jaguar sportsvogn. Men nu er den her. Porsche må hellere dreje nine-one-one

Modelinfo:
V8, 5.0 liter, kompressor
550 hk ved 6.500 o/min
680 Nm ved 3.500 o/min
Topfart: 300 km/t
0-100 km/t: 4,2 sek.
Køreklar vægt: 1.725 kg
Pris: 2.180.000 kr.

Kategorier: Biltest, Film

Svar


© 2015 Motorcar