Motorcar

WROOM WROOM

Brixen marts - 25 - 2018

Var det ikke fordi Danmark var det værste land at være bil-elsker i, så var Golf GTE knap så interessant for en GTI-entusiast som tilfældet er. Men efter seneste afgiftsændring er prisen på en GTE hamret så meget i bund, at den er svær at komme udenom hvis dit bil-budget er i omegnen af 300.000 kr. Især hvis du kører max 25 km på job med hang til en GTI.

VW Golf GTE - Dansk Test - Motorcar.dk

Lad os starte med det vigtigste: Nej, en GTE og GTI er ikke det samme, og en GTE, selvom den er temmelig kvik i accelerationerne, har ikke en chance for at hænge på en GTI på en snoet landevej og da slet ikke til en trackday. Men for dem der kun overvejer den slags teoretisk, er GTE næsten endnu mere perfekt – især hvis du ikke pendler. For den er langt billigere både i anskaffelse og faste omkostninger. Sjovt nok når man tænker på, at i Tyskland koster en GTE næsten det samme som en Golf R. (Jeg ved det godt – hvem ville overveje en GTE hvis du kunne få en Golf R til samme pris?)

Indrømmet – jeg var lidt skepsis til at begynde med – en hybrid-bil.. tsk tsk! Som de fleste ved har denne signatur en forkærlighed for mindst 6 cylindre, og gerne 8, og det sidste der skal stå i dennes garage er en økobil. Troede jeg… For GTE er ikke som andre økobiler. (Mellem os sagt så er det faktisk overhovedet ikke en økobil – men sig det ikke til nogen for så får tosserne inde på borgen nok den ide at skrue op for afgiften så GTE bliver langt dyrere!)

GTE ligner en GTI – altså en sportslig bil! Der ikke noget “jeg redder isbjørnene og kører på vind-energi”-hykleri over den. Spoilersæt, store alu, samme sportssæder som i GTI med det ikoniske tern (godt nok blå nuancer i stedet for røde). Og det bedste – i stedet for en grøn øko-knap med blomster og grønne blade, får du en blå GTE knap, der i stedet for at gøre GTE tavs som graven giver øko-tosserne fingeren og får GTE til at lyde næsten lige så potent som en rigtig GTI når du kæler for speederen. Og jo, den er godt nok pæn kvik, så længe altså der er juice på batteriet. For kører du som om det var en GTI så er det altså ikke særlig længe skulle vi hilse og sige!

Så GTE har et fedt sportslig udseende, både inde og ude, og med et par opgraderede GTI fælge skal du være kender for at spotte at det ikke er en GTI. De manglende store røde kalibre foran er en af de ting der afslører at det ikke er en GTI. Umiddelbart er det nu ikke fordi du mangler bremsekraft – for når du bremser lades batteriet samtidigt, hvilket jo næsten virker som et ekstra sæt bremser. Der går faktisk kun få dage før du til hverdag går langt højere op i at lade batteriet op i en lader og ellers spare mest muligt på (el)krafterne så de er klar når du skal nyde lidt tid i GTE-mode. Den slags spas varer nemlig ikke lang tid ad gangen. Og uden elmotorens potente overarme, i form af moment, er GTE pludselig bare en 1,4 TSI med 150 hk og et tungt batteri der svarer til 2 voksne på bagsædet. Altså ikke speciel kvik.

Alligevel kommer GTE ind under huden på dig. Den er faktisk lidt af et mesterværk når det kommer til teknologi. Elmotoren er bygget sammen med DSG-dobbeltkoblingsgearkassen og driver denne direkte. Og den kan altså både skubbe GTE på el alene eller fungere som hjælpemotor til TSI-motoren. Begge dele fungerer fantastisk godt og uden at du bemærker noget specielt. Altså ud over tavsheden når du kører i 100% el-mode, hvlilket faktisk er ret behageligt i byen. Især fordi du sidder i lækre sportssæder, holder om et fedt læder-sportsrat – i virkeligheden en GTI kabine og ikke en eller andet øko-bil lavet til en spelt-bolle freak. Det gør faktisk hele forskellen. Og med den store navi-pakke regner teknikken selv ud hvor meget strøm der skal være på batteriet for at køre det sidste stykke vej på el hvis bestemmelsesstedet ligger i en by. Det er godt udtænkt og virkelig smart.

Kører du batteriet flat fordi du leger lidt for meget med den vanedannende blå GTE knap, har GTE et køreprogram hvor du kan lade batteriet op under kørsel. Til gengæld kvitterer GTE så med et brændstof-forbrug som er så ringe, at det ikke tåler dagens lys. Slet ikke hvis før-omtalte tosser ikke skal få kaffe galt i halsen og falde ned fra snapsetingets stole. Derfor bliver du også hurtig vant til at parkere på en parkeringsplads med ladestation for det føles ganske enkelt langt bedre at betale for at parkere når du kommer tilbage til en GTE med fuldt opladet batteri. Igen – fordi GTE ser så fed ud behøver du ikke iklæde dig skæg og briller – der er sgu ikke noget flovt over at rode med et ladekabel så længe det skal stikkes i en Golf GTE.

Du kan nok mærke denne signaturs begejstring for hybrid-bilen Golf GTE – hvilket i virkeligheden er mere overraskende for denne selv end nogen andre. Faktisk er der kun een grund til at der ikke skal stå en GTE hjemme hos os.

Bagagerummet er lige lille nok når man stadig har behov for seperat vogntøj til de mindste og mere end et barn. Bunden i et normalt Golf bagagerum er sløjfet til fordel for batteriet og koster godt 100 liter. Derudover skal der være plads til ladekablet, som lidt sløset ikke er blevet tildelt en ordentlig opbevaringsplads, hverken ude foran hvor ladekablet stikkes ind eller i bagagerummet. Slutsedlen var ellers næsten underskrevet men så meldte et nyt familiemedlem pludselig sin ankomst. GTE ville ellers passe perfekt til husstandens kørselsbehov med daglig kørsel under 20 km, hvilket ville betyde at vi kunne køre 100% på strøm det meste af tiden. Samtidig insisterer fruen på automatgear – og nå ja – selv om GTE ikke egner sig til en trackday så er den kvik og sjov nok til at tage på søndagstur på en snoet landevej i ny og næ. Og prismæssigt er det jo det vildeste slagtilbud, at man i DK har råd til en bil der syd for grænsen koster næsten det samme som en Golf R. Det er da en slags plaster på såret! I Danmark koster GTE under det halve af en Golf R. Og så er vi ikke engang begyndt at snakke om de faste udgifter hvor GTE jo næsten er gratis i forhold til en GTI og R.

Det er helt forståeligt hvorfor VW-forhandlerne herhjemme pludselig har fået meget travlt med at lange GTE’er over disken og køberne pænt må vente i månedsvis. Så længe de ikke har et særligt stort dagligt kørselsbehov (og bagage!) – eller forventer en GTI – bliver de ikke skuffet… Faktisk melder VW udsolgt for 2018, hvilket nok kan få nogle købere til at kigge i retning af de andre hybrid-biler, blandt andet Kia og Hyundai.

Modelinfo:
4-cyl.turbo + elmotor, 1.395 ccm
204 hk samlet
350 Nm samlet
Topfart: 217 km/t
0-100 km/t: 7,6 sek.
Opgivet til 66,7 km/l. ved blandet kørsel
Køreklar vægt: 1.599 kg
Pris: 309.205 kr.

Kategorier: Biltest, Nyheder

Svar


© 2015 Motorcar