Motorcar

WROOM WROOM

Brixen maj - 27 - 2015

AMG_GTS_6

AMG’s afløser for den legendariske SLS hedder GT. Tilføj et S (GTS) og du har topmodellen. Den er mindre end SLS, men stadig bred som en lastbil. V8’eren er downsizet – naturligvis! – men det sublime AMG-lydspor fra de otte cylindre er heldigvis stadig olm som den ondeste ork. Den 4-liters V8 har biturbo og hos alle andre producenter end netop AMG tager den noget af fornøjelsen – i det mindste for dine øregange. Men ikke hos AMG. AMG GTS lyder mindste ligeså brutal som Jaguar F-Type R Coupé. Og den skræmmer altså både børn og voksne fra vid sans med pedalen i bund!

AMG_GTS_9

Hvis du vil have specs og detaljer så læs mere lige her. Vil du vide hvordan den kører så læs videre. Det første du gør når nakkehårene har lagt sig, efter V8-brølet der fremkommer når du trykker startknappen ned, er at frygte alt omkring dig. Altså med mindre naturligvis du kører en SLS til hverdag. For AMG GTS er lav og særdeles bred, hvilket gør at du føler du rammer alt i miles omkreds. Det vender du dig sikkert hurtig til. På den måde minder AMG’en lagt mere om førnævnte Jaguar end en Porsche 911, der mere smøger sig om din krop som en veltilpasset kørehandske om din hånd. Også lydmæssigt og køremæssigt. Formodentlig er det da også hos Jaguar de skuler bekymret til den nye AMG end hos Porsche. Men een ting kan 911’eren ikke give dig. Er du til V8’ere er der ingen erstatning – og her er der få der kan matche AMG (det skulle da lige være Jaguar!). Den kraft du oplever når højre pedal mases i bund er fantastisk og der er meget lidt der kan forberede dig på noget lignende med mindre du da er pilot! Og lyden – ja den kan en Porsche 911 altså ikke slå – ikke engang tæt på.

AMG_GTS_3

Vi er kørt ud på vores favorit-veje, med masser af sving og bakker. Vejene er ikke brede så der skal helst ikke komme en SLS eller en anden GTS den modsatte retning – men hvor store er chancerne da også for det. Og en traktor må ud i rabatten – sådan er det. På disse veje kommer GTS langt mere til sin ret end man skulle tro. Naturligvis er det en Gran Turismo-bil der kan æde km efter km af Autobahn, men den er langt mere adræt end hvad du nok ville vente. Og så igen. Den er lav og bred og motorene er trukket så langt tilbage at det næsten giver mening at tale om en centermotorbil. Styretøjet er godt vægtet og de voldsomt brede forhjul bidder i asfalten så man tror at der er slicksdæk monteret.

AMG_GTS_7

Turbotøven – glem det. Kræfterne er der i overflod allerede i det splitsekund højre fod reagerer på hjernes befaling. Momentet er næsten skræmmende så du skal tænke dig godt om før du … – eller rettere du skal bare lade være at slå ESC-systemet fra. Der er ingen grund til det for du får snor nok til at have det løssluppen uden at risikere buler eller det der er værre. Er den hurtig? Det kan du bande på. Kører den godt? Ja. Er den fed? Mega-fed. Ligeså godt som en Porsche GT3? Er du tosset, nej. Men det er næppe missionen. Til gengæld kommer du helt sikkert til at se flere GT(S) på vejene (nok mest på ferie-turen ned gennem Tyskland) end SLS – så succes skal den nok få.

Modelinfo:
V8, 3.982 ccm
510 hk ved 6.250 o/min
650 Nm ved 1.750 o/min
Topfart: 310 km/t
0-100 km/t: 3,8 sek.
Køreklar vægt: 1.615 kg
Pris: 2.865.000 kr.

Kategorier: Biltest, Nyheder

Svar


© 2015 Motorcar