Motorcar

WROOM WROOM

Brixen oktober - 15 - 2014

Ford Mustang GT

Med den helt nye sjette generation af den legendariske Ford Mustang går Ford nye veje. Ikke alene kommer den nye Mustang til salg i hele verden – og således også i Danmark. Den kan også for første gang fås med 4-cylindret motor. Mere interessant er det dog at Mustang nu endelig får uafhængigt baghjulsophæng, noget især kritikkerne har skreget på i mange år. Nuvel, dem der rent faktisk har prøvet en Boss 302 af sidste model (jeps, så heldige har Motorcar været!) vil fortælle dig at den kører fremragende og er hysterisk morsom.

Den nye Mustang kan fås med en ny 2,3-liters 4-cyl. Ecoboost-motor (altså med turbo) og 310 hk. Men det er selvsagt GT-udgaven med 5-liters V8-sugemotor, der er stjernen. Effekten er 435 hk. Med 6-trins manuel shortshift gearkasse fra Tremec er det en sublim drivline, der garanterer et sundt humør! Lyt med nedenfor hvor Motorcar prøvekører den forrige Mustang GT 5.0 i Californien.
Sådan skal en V8 lyde.
Sammenlignet med dén V8’er, har den nye motor et nyt topstykke med større ventiler, polerede porte og nye knastaksler. Den yder derfor 435 hk mod 420 i den gamle (som bestemt ikke var sløv).

Ford Mustang GT

Det er især undervognen der er markant bedre på den nye 2015 Mustang. Foran har du MacPherson ophæg og bagtil (det er her forskellen virkelig ligger) et nyt multilink-ophæng, der desuden er i aluminium. Selvom Ford formodentlig er verdensmester når det kommer til fast baghjulsophæng vil det nye multilink-ophæng utvivlsomt gøre en kæmpe forskel – til det bedre forstås. Styretøjet er ligeledes nyudviklet og skulle være langt mere meddelsomt og markant hurtigere end det i den gamle Mustang. Styretøjet har desuden 3 indstillinger, der ændrer servohjælpen og på hvor direkte det er.

Det vil være dumt ikke at tilvælge Performance-pakken, der både tilfører større Brembo bremser med 6-stemplede calipre, 19″ fælge og LSD-spærredifferentiale. Med Performance Pack påstår Ford faktisk at den nye Ford GT er hurtigere rundt på Ford’s testbane end den gamle Boss 302 – hvilket ikke siger så lidt!

Ford Mustang GT

Også i kabinen er der sket små revolutioner. Materialer og finish er langt bedre end i den gamle og selv om kabinen er mindre retro, er der alligevel seje vippe-kontakter i stil med dem i den nye Mini. Det er cool.

Interessen for den nye Mustang er allerede så enorm at der godt kan gå lidt tid før den står parat til narrestreger hos de danske forhandlere. Faktisk blev der for nylig på internettet sat 500 Mustangs til salg til de hungrende europæiske kunder. På få minutter var alle solgt – vel at mærke uden at nogen nogensinde havde set bilen i virkeligheden.

Det tegner godt for Ford – og alle os andre i særdeleshed…

P.S.
Mustang fejrer i 2014 50 års-jubilæum og har været til salg i alle år siden sommeren 1964. Salgstallet er over 9 mio. og det er en af verdens mest legendariske biler – og sådan har det altid været. Hell, selv Motorcar har en Mustang i garagen. Se mere her.

Kategorier: Nyheder

Svar


© 2015 Motorcar